Hvad skal du lede efter hos en god coach?
Efter et langt tilløb er der endelig begyndt at være lidt debat omkring hvordan diverse online coaches driver deres forretning. Det er på tide, og meget tiltrængt, at der bliver grebet lidt fat i denne problematik.
Men det fører også til et helt andet spørgsmål.
For hvordan skal du så forholde dig når du skal forsøge at finde dig en god coach, som faktisk kan hjælpe dig med god og ordentlig coaching, og føre dig tættere på dine målsætninger? Og det er fuldstændig ligegyldigt om det er fysisk, eller for den sags skyld online. For ja, du kan også godt have et godt online forløb, hvis fokus er på de rigtige ting, og der faktisk er rigtig coaching med i forløbet.
But first off, der er ikke nogen ”one size fits all”. Det vigtigste er at du finder ud af hvad dine mål er med dit forløb, og hvilken ”type” træner der passer til dig og din målsætning. En person vil have rigtig godt af et forløb med en personlig træner, mens en anden person vil have rigtig godt af et forløb med en anden personlig træner.
Så nej, bare fordi din bedste ven/veninde har fået stor succes med et forløb hos en online coach med 3.000 klienter, er det altså ikke sikkert det er den rigtige løsning for dig.
Nogle af de ting du skal være opmærksomme på, når du forsøger at finde den rigtige coach.
Hvordan markedsfører coachen sig selv? Er det med fokus på værdier du kan se dig selv i, eller forsøger de at ”lokke” dig i et forløb ved at spille på din dårlige samvittighed? For nej, uanset hvor ofte du bliver det lovet, så får du altså ikke din ”bedste-sejeste-strand-drømme-krop” på 12 uger. Og hvis du gør, er sandsynligheden hvert fald stor for at den forsvinder ret hurtigt igen.
Hvilken uddannelse har coachen? At være personlig træner/online coach er ikke en beskyttet titel, hvilket vil sige at hvem som helst kan kalde sig det. Det er der en masse problematikker i, som må vente til en anden artikel. For du behøver ikke nødvendigvis en coach med en 10-årig videregående uddannelse bag sig. Herregud, jeg har ikke engang selv en videregående uddannelse. Men du kan fortælle meget om en coach i deres tilgang til videreudvikling. De fleste trænere har et grundlæggende PT-kursus, men har de faktisk videreuddannet sig derfra? Hvis de tror at et weekend kursus, som gør at de kan kalde sig certificeret personlig træner, er nok viden resten af livet, så bør det være et kæmpe rødt flag for dig. For det er det ikke. Langtfra.
Har coachen noget erfaring? Både generelt, men også med det du gerne vil opnå? Hvis du gerne vil opbygge nye vaner og rutiner, og lave en decideret livsstilsændring, er det nok ikke den bedste ide at starte hos en coach der kun arbejder med kostplaner. Ligesom det nok ikke er det smarteste at starte op hos mig, hvis ens mål er at kunne løbe et marathon. For det første aner jeg ikke en fløjtende fis om emnet, andet end det basale, og for det andet kan jeg ikke selv løbe mere end 1-2 kilometer. Så find en coach der faktisk har erfaring fra gulvet generelt, og som også har erfaring med din målsætning. Lille hint igen. Jeg ville personligt se det som et kæmpe rødt flag, at starte hos en coach der aldrig har haft klienter på gulvet. Man kan godt være online coach uden, men den erfaring man kan hente ved at arbejde med klienter fysisk, har altså kæmpe betydning for den måde man arbejder med mennesker på online.
Hvilket resultater har han/hun haft med deres klienter? Og nej, her snakker jeg ikke om transformationsbilleder, for det er ikke andet end øjebliksbillede. Har de nogle udtalelser hvor der også er fokus på den mentale udvikling? Hvad siger deres anmeldelser/udtalelser generelt? Et lille hint her kan også være at spørge ind til om alle deres forløb er vellykkede. Hvis de svarer ja, vil jeg kraftigt overveje at finde en anden. Alle forløb kan ikke være lige vellykkede, og hvis en coach går rundt med den illusion at han/hun lykkedes med alle sine klienter, er der noget der ikke matcher.
Hvor mange klienter har coachen? Der er ikke noget i vejen for at lave en skalerbar forretning, hvis man vel og mærke er åben omkring det. Men hvis du gerne vil have et personligt og skræddersyet forløb, skal du formentligt ikke regne med at få det fra en coach der har +1000 klienter, eller en assistent der sidder med 200 “klienter” selv. Spørg ind til hvor mange klienter personen har, og hvis de enten giver et åbenlyst uærligt svar, eller ikke vil svare, bør det være et kæmpe rødt flag for dig.
Hvad for en personlighed har han/hun? Er det en du kan spejle dig i, og bruge mange timer i selvskab med? Mange glemmer ofte at når du køber et forløb hos en personlig træner/online coach, så er det altså også coachens personlighed der kommer med oveni pakken. Eksempelvis er jeg selv meget glad og energisk i mit arbejde, og generelt meget positiv som person, så det skal mine klienter kunne se sig være i. Det nytter ikke noget de hader mig efter en enkelt session, fordi de føler jeg er en tand for optimistisk.
Til afrunding er her en lille check-liste du kan gå igennem når du overvejer at starte op hos en coach. Og det er ikke fordi du absolut skal bruge dem alle, eller fordi de alle skal kunne tjekkes af. Men det kan være en god måde at sikre, at du får det forløb du faktisk gerne vil have:
-
Har du personligt snakket med coachen? Eller fik du bare en sælger i øret?
-
Er der en opstartssamtale inkluderet i forløbet? En opstartssamtale danner fundamentet for de fleste gode forløb
-
Hvilken erfaring har han/hun? Matcher den dine målsætninger?
-
Hvor mange klienter har coachen?
-
Hvordan arbejder de i deres forløb? Langsigtet eller kortsigtet?
-
Se udtalelser fra andre klienter.
-
Hvilken markedsføring bliver der brugt?
-
Matcher jeres personligheder? Føler du at der er en god coach/klient kemi?
-
Hvordan er forløbet struktureret? Får du hvad du faktisk har brug for?
-
Hvor lang er bindingsperioden?
-
Overvej beslutningen nøje. Der er ikke nogle der siger du skal slå til efter efter første samtale. For nej, det passer ikke at der kun er en plads tilbage. Og en dygtig coach forstår at det er en beslutning du skal overveje nøje.
Der kunne selvfølgelig tilføjes mange flere, og det afhænger igen også af din specifikke målsætning med forløbet, og hvilken type coach du søger. Men du kan komme langt ved at være bevidst omkring nogle af disse ting.
For at runde af er det vigtigste at du forholder dig kritisk når du søger en træner. Hav en samtale med personen, mærk godt efter, og spørg ind til de ting der er vigtige for dig. Der findes en masse dygtige trænere derude, som bare venter på at hjælpe dig med at nå dine mål.
Ps. Jeg er selvfølgelig meget farvet af hvordan jeg selv arbejder, og derfor er du meget velkommen til selv at tilføje ting til listen som er vigtig for dig. Se det som inspiration.